Sex-jeopardy på Aalborg Tekniske Gymnasium

 Sex-jeopardy på Aalborg Tekniske Gymnasium

De unge får udfordret deres viden om sex, prævention, sexsygdomme og porno, når Sex & Samfund i anledning af Verdens Præventionsdagen gennemfører Sexjeopardy på 29 ungdomsuddannelser over hele landet.

- Jeg vil godt have sex til 500 kroner!

Sætningen er formentlig ofte hørt på et bordel, men næppe på Aalborg Tekniske Gymnasium, hvor 120 elever på fredag får besøg af Sex & Samfunds undervisere.

Eleverne får et anderledes oplæg omkring prævention, og hvorfor det er vigtigt at beskytte sig. Og i den efterfølgende spisepause opfordres eleverne så til at deltage i en omgang Sex-jeopardy, hvor de skal dyste på paratviden i kategorierne

  • Sex

  • Prævention

  • Når det kikser

  • Øv Øv (sexsygdomme)

  • Porno
  • Det handler om at tænke sig om
    Målet er at få flere til at dyrke sikker sex og dermed nedbringe antallet af bl.a. klamydia-tilfælde og aborter blandt de helt unge.

    - De fleste ved jo godt, at kondom er det eneste præventionsmiddel, som effektivt beskytter mod både kønssygdomme og uønsket graviditet. Alligevel er der mange ting i virkeligheden, der gør, at det ikke altid er lige let at få brugt kondomet, når man har sex. Men hvis man tænker sig om og tager aktive beslutninger, er der bedre mulighed for at opnå det, man ønsker, forklarer kampagnemedarbejder Joachim Maxen fra Sex & Samfund.

    Husk gummiet
    Sex-jeopardy gennemføres 29 steder over hele landet, og samtidig gennemfører Sex & Samfund en landsdækkende "Husk Kondom"-kampagne over for kommunerne i uge 39 og 40.
    Det er nemlig nødvendigt med en holdningsændring i forhold til unge og kondomer, vurderer Sex & Samfund.

    - Et af problemerne omkring at bruge kondom er jo at have det på sig eller i nærheden, når det skal bruges.
    Men vi ønsker hverken at moralisere eller tvinge nogen. Vores mål er at give de unge viden til at træffe sikre valg om sex. sundhed og prævention - men i sidste ende er valget deres, understreger Joachim Maxen.


    Seneste nyt

    fra Nordjylland