SF: Byrådet skal udtrykke dyb bekymring

Foto: Per Frank Paulsen

SF i Frederikshavn vil have byrådet til at skrive et bekymringsbrev om skifergas til miljøministeren.

Byrådet i Frederikshavn bør stå samlet om at rette en bekymrende henvendelse til miljøministeren. Det mener SF, som til næste byrådsmøde stiller forslag om et brev til miljøministeren.

Forslaget fra SF lyder:

Byrådet godkender, at der sendes et brev fra Frederikshavn Kommune til Miljøministeren, hvori der udtrykkes dyb bekymring for den mulige udvinding af skifergas i Vendsyssel.

Skifergas er et fossilt brændstof, som forårsager udledning af drivhusgassen metan, som er langt farligere for atmosfæren end CO2, hvortil kommer, at skiferlagene er radioaktive, så der kommer radioaktive borespåner op som affald fra boringerne.

Indvinding af skifergas vil bidrage negativt til at opfylde Regeringens mål om, at el- og varmeforsyningen skal være baseret på 100 % vedvarende energi i 2035 - og harmonerer ikke med Frederikshavns målsætning om at blive en vedvarende energikommune.

Indvinding af skifergas kræver store mængder ferskvand og potentielt miljøskadelige kemikalier, som pumpes ned gennem grundvandslagene under højt tryk. Brugen af kemikalier giver risiko for forurening af grundvandet.

Byrådet i Frederikshavn mødes den 27. maj.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord