SF til kamp i EU mod muslingefiskeri

SF's medlem af Europaparlamentet øger pres på Europakommissionen for at stoppe muslingefiskeri i Limfjorden.

SF's medlem af Europaparlamentet, Margrete Auken, øger nu presset på Europakommissionen for at sætte øjeblikkeligt stop for muslingefiskeriet i Limfjorden, der netop er gået i gang.

I forvejen har Danmarks Naturfredningsforening henvendt sig til kommissionen for at få fiskeriet med bundskrabene trawl stoppet. Og nu forlanger Margrete Auken svar fra kommissionen på, hvilke initiativer den vil tage "for hurtigst muligt at få standset det kontroversielle fiskeri".

DTU Aqua (tidligere Danmarks Fiskeriundersøgelser) har over for Fødevareministeriet anbefalet fiskeriet med den begrundelse, at fiskeriet er ansvarligt over for naturen. Men den anbefaling anfægter foruden Danmarks Naturfredningsforening også fagfolk, der frygter for både vandmiljø og fugle.

I Folketinget har Socialdemokraterne bragt sagen op med kritiske spørgsmål til fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og miljøminister Troels Lund Poulsen (V).

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord