Anders Matthesen: Mine børn skal se "Aalleren"

Tre år er der gået siden Anders Matthesen afviklede sit seneste show. Nu er han på turné med sit nye show "Shh - Der er show". Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix.

Komikeren Anders Matthesen optræder i Aalborg den kommende weekend. Selvom han skal på arbejde, ser han det mere som en ferie i det nordjyske.

Seks shows på tre aftener. Det er det Anders Matthesen leverer, når han gæster Aalborghallen fra torsdag til lørdag med sit onemanshow ’Shhh-Der er show’.

Selvom det lyder som noget af et arbejde, ser han mere den kommende weekend som en dejlig ferie i Nordjylland, hvor han skal vise sine børn Aalborg - "Nordens Paris".

- Jeg glæder mig meget til komme til Nordjylland. En stor del af det at være komiker er jo at køre rundt og se sit land, besøge stamrestauranter, gå den samme tur i byen og tage ud på nogle museer. Og den her gang har jeg ungerne med, og jeg glæder mig meget til at vise dem "Aalleren", siger Anders Matthesen til TV2 Nord.

Jeg glæder mig meget til komme til Nordjylland. Og den her gang har jeg ungerne med, og jeg glæder mig til at vise dem Aalleren.

Anders Matthesen, komiker

Men det er ikke kun børnene, komikeren har med sig, når han skal optræde i Aalborg. Faktisk har han hele sin familie, sine svigerforældre, sin far, stedmor, børnenes venner og et vennepar med sig.

- Vi bor i sommerhus i de dage, for at få det hele ud af det, ikk’. Det er helt lejrskoleagtigt, og det er jeg jo vild med. Vi skal jo på ferie, siger Anders Matthesen.

Ferie uden støj
Ferien i det nordjyske bliver uden alt for meget støj. Anders Matthesen synes nemlig støjen fylder for meget, og derfor er netop dét temaet i hans nye show.

- Det handler om støjen i hverdagen. Både den ydre og den indre. Om hvordan man konstant bliver afbrudt af sine unger, sit telefonmisbrug og det støjbombardement, man konstant bliver udsat for, siger Anders Matthesen.

I løbet af showet vil komikeren også udfordre tanken om støjen og stilheden, der som to modstridende kræfter står overfor hinanden. Hvor den ene pol er positiv og den anden er negativ. Det lyder umiddelbart alvorligt, men man skal tage det hele med et glimt i øjet, forklarer han til TV2 Nord.

Det handler om støjen i hverdagen. Både den ydre og den indre. Om hvordan man konstant bliver afbrudt af sine unger, sit telefonmisbrug og det støjbombardement, man konstant bliver udsat for.

Anders Matthesen, komiker

- Det er jo komik og spas og løjer. Og så kan det godt være, jeg har en eller anden form for agenda om, at jeg synes, at støjen fylder for meget i vores liv, men det er ligesom op til folk selv. Hvis de synes, der er noget i showet, der rimer på deres situation, så er det jo bare fedt, ikk’. Men det er ikke fordi, jeg på den måde har en mission med det, eller er imod støjen, siger Anders Matthesen.

Alle klapper
Komikeren havde premiere på sit nye show den 2. september, og har allerede optrådt mere end 25 gange.

- Det er gået helt fantastisk. Folk kan lide det, og det har fået fem stjerner næsten hele vejen rundt, ikk’. Og alle klapper. Det er bare overvældende, siger Anders Matthesen.

Ander Matthesen gæster Aalborghallen fra torsdag til lørdag og leverer seks shows på tre aftner. Over 6600 har allerede købt billet, hvilket betyder, at fire af de seks shows er så godt som udsolgt.

Der er dog stadig mulighed for at få billetter til de to ekstra shows fredag klokken 21:30 og lørdag klokken 21:30. 

  Foto: Claus Peuckert

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord