Siden 2005 er der kommet over 10.000 nye ludomaner

Ludomani er stadig et voksende problem – siden 2005 er andelen af ludomaner i Danmark fordoblet – det viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Det skal et nyt nordjysk behandlingstilbud nu prøve at dæmme op for.

På Adelgade i Aalborg er klar til at tage kampen op mod ludomani.

Her her Tjele Dansk MisbrugsBehandlings Aalborg afdeling til, og snart får de brug for hver eneste stol i lokalerne.

Behandlingscenteret har fået bevilliget 14 millioner kroner fra fra Sundheds- og Ældreministeriet, så de nu kan tilbyde gratis behandling til 50 ludomaner over de næste to år.

- Vi er rigtig glade for, at vi nu kan udbyde de her gratis behandlinger i Aalborg, siger Marco Guarino, der er afdelingsleder hos Tjele Dansk MisbrugsBehandling i Aalborg.

Indslag om nyt center for Ludamani i Aalborg samt debat mellem Christina Egelund (LA) og Peder Hvelplund (EL) om forbud mod tv-reklamer fra spillefirmaer.

Det gratis behandlingstilbud i Aalborg er det første af sin slags i Nordjylland og derfor har efterspørgslen på en plads på behandlingsholdet også været stor.

- Lige så snart, at vi udbød det, så henvendte folk sig, og der er nu en behandling i gang, og der er også allerede nu en venteliste på at komme i gang, så behovet har virkelig stået og banket på, siger Marco Guarino.

En undersøgelse lavet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viser, at andelen af ludomaner i Danmark fra 2005 til 2016 er steget med 89 procent – svarende til over 10.000 nye ludomaner.

En kedelig tendens de også oplever hos spillecaféen, Pitstop i Hobro.

Her har Bøje Larsen i mange år været indehaver, og han har med egne øjne kunnet se, hvor stort behovet er for et behandlingstilbud som det, der nu kommer til Aalborg.

- Det er meget meget stort, det er helt sikkert, for jeg ser det hver eneste måned, siger Bøje Larsen.

TV-reklamer er den største synder

Men problemet er ikke kommet helt af sig selv, hvis man spørger Bøje Larsen. Ifølge ham er det specielt reklamer på TV for spillesider, der lokker folk i fordærv. Især er han fortørnet over Danske Spil, der er 80% ejet af Staten, og ifølge ham er en af de spiludbydere, der reklamerer mest på TV.

- Du kan ikke åbne et tv uden, der er reklamer for det spil og det spil. Og det er staten der må gå forrest, for det er dem der får den største gevinst, siger Bøje Larsen og fortsætter:

- Det kan ikke passe, at Staten skal være den største køber i både tv-reklamer og avisreklamer og det hele for sådan noget spil, som de svageste i samfundet falder igennem på, udtaler han.

Bøje ser nu frem til, at der kommer en behandlingstilbud i Nordjylland, der kan hjælpe ludomanerne ud af deres problemer.

- Jeg mener, det er en dråbe i bægeret, men det er da bedre end ingenting, for de kan da lave nogen ting for 14 millioner kroner, siger Bøje Larsen.

Om to år ophører bevillingen for behandlingscenteret i Aalborg, men når den tid kommer, vil de igen søge om midler.

- Drømmen og målet er egentlig bare, at vi kan have det her tilbud og tilbyde ludomaner at komme gratis i ludomanibehandling, siger Marco Guarino.


Seneste nyt

fra Nordjylland