Sidste regnskab fra Sparekassen Himmerland

Sparekassen Himmerland tager faldende indtjening, men flere kunder med ind i Jutlander Bank.

I 2013 er antallet af kunder i Sparekassen Himmerlands steget med 5000. Sparekassens indtjening på den primære drift er steget med 2 millioner kroner siden 2012 og ligger i 2013 på 179 millioner kroner.

- Det er tilfredsstillende, at vi har formået at fastholde vores primære indtjening til trods for, at vores udlån er faldet, siger Poul Damgaard, der var sparekassedirektør i Sparekassen Himmerland og nu i Jutlander Bank er sideordnet bankdirektør med Per Sønderup

Udlånet faldt med 7,4 procent. Årets resultat efter skat endte på 6 millioner kroner mod 8 millioner året før, hvilket ledelsen ikke selv betragter som tilfredsstillende.

Men resultatet skal ses i lyset af den fortsatte lavkonjunktur, hvor tab og nedskrivninger ligger på et relativt højt niveau, både på erhvervs- og privatkunder, hedder det i årsrapporten.

Nu bliver Sparekassen Himmerland en del af Jutlander Bank, der beggynder sin tilværelse med 30.000 aktionærer, 100.000 kunder og 400 medarbejdere.

Efter fusionen med Sparekassen Hobro forventes solvens og kernekapitalprocent at udgøre cirka 17 procent for den samlede bank, mens det individuelle solvensbehov ligger i niveauet 11 procent. Dermed har Jutlander Bank en solvensbuffer på 6 procent procentpoint, svarende til en kapitalmæssig overdækning på cirka 700 millioner kroner. Banken har en egenkapital på 2,3 milliarder kroner.

- Vi er med andre ord en solid bank, der er klar til fremtidig vækst, når konkjunkturerne bliver positive, konkluderer Per Sønderup. Ordførende Direktør, Jutlander Bank.


Seneste nyt

fra Nordjylland