Sidste slutspil for Schioldan

Frederikshavn White Hawks må tage afsked med et klubikon, når 35-årige Christian Schioldan stopper karrieren efter denne sæson.

Med aftenens femte kvartfinalekamp mod Odense Bulldogs er veteranen oppe på 805 kampe for høgene, men når slutspillet er ovre for nordjydernes vedkommende, er det også et farvel til en legende i klubben.

- Det bliver da svært at sige farvel efter alle de år, men jeg føler, at tiden er inde til det nu, siger Christian Schioldan.

Det er blandt andet nordjydens 35 somre, der er årsag til beslutningen om at takke af.

- Jeg vil gerne stoppe på et godt niveau, så jeg ikke pludselig skal bæres herfra. Og samtidig skal jeg nu prioritere min familie i højere grad, lyder det fra veteranen.

Frederikshavneren kunne med et par sæsoner mere slå Mike Greys klubrekord på 864 kampe, men den titel betyder intet for den assisterende kaptajn.

- Jeg er ikke så god til tal, og det er ikke noget, der betyder det store. Men jeg vil gerne huskes for at have været en loyal og stabil holdkammerat, som man kunne regne med - både på og uden for isen, fortæller Christian Schioldan.

Schioldan er den sidste aktive spiller tilbage fra guldholdet i 2000.


Seneste nyt

fra Nordjylland