Åbent Landbrug: Sig muuuuuh til din landmand

På søndag er du velkommen til at kigge forbi hos en af de 62 landmænd, der gerne vil give et indblik i, hvordan de producerer med omtanke for klimaet.

Nu har du muligheden for at klappe en kalv, nusse en grissebasse, sparke traktordæk og indånde frisk landluft.

På søndag 15. september åbner 62 landmænd dørene op for alle interesserede - det sker til det årlige Åbent Landbrug.

I år er der særligt fokus på klima og natur. Derfor vil landmændene gerne vise alle os andre, hvad de gør for at passe godt på miljøet.

- Vi vil gå forrest i arbejdet for at skabe en endnu mere klimaeffektiv fødevareproduktion og fremlagde i foråret en vision om, at det danske fødevareerhverv skal være klimaneutralt senest i 2050. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer en endnu mere klimaeffektiv produktion. Nogle af metoderne til det kender vi allerede i dag, og det er dem, vi gerne vil vise danskerne til Åbent Landbrug, siger Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer.

I forvejen genanvender mange landmænd dyrenes gødning til at producere biogas, bruger ny teknologi til at gøde mere præcist og etablerer minivådområder, som renser drænvand for kvælstof og fosfor.

Det oplyser Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Sidste år valgte 73.300 danskere at takke ja til at besøge et landbrug.

Åbent Landbrug er gratis og der er noget for både børnefamilier, teenagere, pensionister, kødspisere og veganere når landmænd over hele landet søndag den 15. september åbner dørene kl. 10-16.

Se her, hvilke landmænd du kan besøge til Åbent Landbrug

 


Seneste nyt

fra Nordjylland