- Sig undskyld Helle

01:40

Foto: TV2/Nord

1 af 2

Statsminister Helle Thorning-Schmidt skal undskylde regeringens dårlige start, mener Bjarne Laustsen

Socialdemokraternes forsvarsordfører Bjarne Laustsen har langet ud efter sin partiformand før og nu gør han det igen. I et nyhedsbrev skriver han om Helle Thorning-Schmidt:

- Hvis hun ville spørge mig til råds for at rette op på det flossede image og den elendige start på reformer, der er nødvendige, ville jeg simpelt hen foreslå, at hun gik ud og sagde undskyld til den danske befolkning. Det, tror jeg, ville være den allerbedste medicin.

Laustsen sender sit nyhedsbrev ud til 700 mennesker. Alligevel fastholder han at det ikke var meningen at nyhedsbrevet skulle i medierne.

- Nyhedsbrevet var til intern brug, men nu hvor det er ude vil jeg gerne sige, at det er min måde at sige lidt om hvordan vi kommer videre på. Men hvorfor skal Helle sige undskyld? Det er andre store statsledere gennem tiden, der har gjort det, og derefter fortalt hvordan vi kommer videre. Det er meget naturligt, men det kan også siges på andre måder end at sige undskyld. Det skal forklares hvorfor vi har gjort som vi har gjort. Vi har fået en miserabel start og har været nødt til at gennemføre noget af den blå regerings politik, siger Bjarne Laustsen til TV2/Nord.

Den nordjyske forsvarsordfører lægger vægt på at han også bruger linjer i sit nyhedsbrev på at rose de gode ting i regeringen. Der er lavet nødvendige reformer og der er sket et opgør med blokpolitikken.

- Løftebrud mener jeg ikke der er så mange af. Jeg har det i hvert fald ikke dårligt med, at betalingsringen og flyafgiften ikke blev til noget, men det altafgørende er, at vores statsminister og vores regeringsprojekt ikke er faldet i god jord hos vælgerne. Det tror jeg skyldes, at vores ny kvindelige statsminister Helle Thorning-Schmidt frisk og frejdigt udråbte valgresultatet som en sejr, hvad det ikke var, fordi Socialdemokratiet havde tabt de sidste tre valg i træk, skriver han.

Et andet sted i det tre en halv side lange nyhedsbrev skiver den nordjyske socialdemokrat:

- Der er ingen grund til at skjule, at regeringen har fået en elendig start, hvilket har resulteret i historisk dårlige meningsmålinger, og selv om jeg ikke tror på meningsmålinger, så er der alligevel grund til at være stærkt bekymret. Der er mange ting, der er gået galt, skriver han.

Flere nyheder fra TV2 Nord