Siger god for fængsling af drabssigtet

Vestre Landsret valgte onsdag at stadfæste varetægtsfængslingen af den 55-årige mand, der er sigtet for at have dræbt sin ven i Aalborg.

Den 55-årige sigtede blev tirsdag varetægtsfængslet i fjorten dage, men han kærede afgørelsen til landsretten. Han ville løslades, mens anklageren i sagen ville have ham varetægtsfængslet i fire uger. Landsretten fandt dog, at de to ugers varetægtsfængsling var passende.

Den 55-årige er sigtet for drab og subsidiært vold med døden til følge. Han nægter sig skyldig.

Mandag omkring klokken 14 blev en 59-årig mand fundet død i den 55-åriges lejlighed på Kastetvej i Aalborg. Politiet formoder, at den sigtede har sparket ham i hovedet, indtil han er død af det.

Politiet mener, at de tekniske beviser er belastende for den 55-årige. Man har fundet blod på både hans støvler og på hans bukser. Desuden har man i ofrets knyttede hånd fundet hårrester, og undersøgelser viser, at den sigtede mangler en tot hår.

Den 55-årige skal gennemgå en mentalundersøgelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland