Sigtede landmænd nægter at overholde lov

To landmænd fra Jammerbugtområdet er blevet sigtet for at overtræde randzoneloven. Sagen er principiel for landmændene, og derfor tager de gerne den retssag, de nu har i udsigt.

Asger Møller Madsen har ikke meget til overs for randzoneloven. Han er landmand fra Arentsminde, og dyrker åbenlyst sin jord tæt ved vandløb, selv om han ikke må. Derfor er han blevet sigtet af Nordjyllands Politi, og risikerer en straffesag. Det afholder ham ikke fra at høste på sin mark i dag.

- Jeg synes den her lov, den er så tåbelig, at jeg ikke kan se nogen grund til at overholde den. Hvis ikke man kan overbevise politikerne, så må vi prøve sagen af ved domstolene, og håbe på at få ret der, siger Asger Møller Madsen.

To landmænd er blevet sigtet for overtrædelse af loven. Den anden er Flemming Fuglede Jørgensen, der er formand for landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrug.

- Jeg har aldrig været sigtet før. Men det må jeg så tage, for at bringe fokus for de her urimeligheder, vi er udsat for, siger formanden.

For Asger Møller Madsen er randzonesagaen blevet en sag om principper. I foråret pløjede han i zonerne, i dag høster han, og det vil han fortsætte med.

- Vi kører videre som altid. Vi gør, som vi plejer. Så må vi tage retssagen, hvis den kommer, siger Asger Møller Madsen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord