Sigtet for at smugle mindst et ton hash

En international narkoring er under optrevling af Nordjyllands Politi og Rigspolitiet.

Tirsdag blev den 47-årige formodede bagmand udleveret fra Spanien sammen med en 31-årig formodet kurer. Det skriver nordjyske.dk.

Begge blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre i byretten i Aalborg og varetægtsfængslet til 7. maj.

Den 47-årig dansker er bosiddende i Malaga i Spanien, og han sigtes for smugling af en ganske betydelig mængde narko og smugling af mindst et ton hash fra Spanien til Danmark, oplyser specialanklager Kim Kristensen.

Desuden sigtes udlandsdanskeren for overtrædelse af våbenloven under skærpende omstændigheder ved at have forsøgt at få en anden person til at levere fem skydevåben.

Begge forhold nægter den 47-årige, som til gengæld erkender sigtelsen om forsøg på at smugle 160 kilo hash i en ombygget autocamper.

Den 31-årige er også sigtet for de 160 kilo hash, da han sad bag rattet i autocamperen, som blev stoppet af spansk politi tilbage i december, men han nægter kendskab til narkoen.

Der er tidligere dømt yderligere tre personer i smuglerforsøget med autocamperen.

I byretten i Aalborg i februar blev københavnerne Christian William Kaus Jensen og Flemming Tvile Sebeerg dømt i samme sag, ligesom de også tilstod smugling af 300 kilo hash til landet i perioden 2009 til efteråret 2013.

De blev i dømt hver tre og et halvt års fængsel og fik konfiskeret værdier for næsten to millioner kroner, mens en 34-årige aalborgenser fik en straf på halvandet års fængsel for en mindre rolle i sagen.

Leder af efterforskningen, politikommissær Allan Overgaard fra Nordjyllands Politi, har tidligere oplyst, at her er tale om optrevling af en international hashliga, der har leveret til ikke alene Nordjylland, men til hele landet.

Derfor blev der udover de to nu udleverede danskere tidligere også anholdt og fængslet fire mænd med marokkansk, britisk og sydamerikansk pas i Spanien med henblik på udlevering.


Seneste nyt

fra Nordjylland