Sikker vej i skole

(Arkivfoto) Foto: TV2/Nord

Nye cykelstier, gangtunneller og fodgængerovergange er i sigte, så skolebørnene i Mariagerfjord Kommune kan komme sikkert i skole.

Det skriver P4 Nordjylland.
Skolelukninger har betydet, at flere skoleelever har fået længere til skole. Derfor arbejder Teknik- og Miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune på at sikre de lange og til tider farligere skoleveje. 11 skoler har givet deres bud på, hvad de mangler, for at sikre børnenes vej til skole.
- Skolerne kan jo se, om der måske skal være en rundkørsel, en tunnel, skiltning eller måske bump på vejene. Alt sammen så bilernes hastighed bliver sat ned, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Preben Christensen.
- Udvalget foreslår at der bliver afsat 25 millioner kroner over de næste tre år til projektet.
- Specielt i Hobro er der mange børn, der er blevet flyttet fra ét skoledistrikt til et andet. Og det koster mange penge at lave for eksempel stisystemer, siger udvalgsformanden til P4 Nordjylland.

Flere nyheder fra TV2 Nord