Sikkerheden svigtes på byggepladserne

En undersøgelse fra Arbejdstilsynet viser, at over halvdelen af de midt- og nordjyske byggepladser ikke har styr på sikkerheden.

Sidste uges landsdækkende sikkerhedsaktion på de danske byggepladser viste intet lovende billede.

I Midt- og Nordjylland var arbejdstilsynet på besøg hos 50 arbejdspladser. Her fik over halvdelen, 27 steder, en påtale. Og 43 gange måtte tilsynet give et decideret straksforbud, hvor det enkelte stykke arbejde måtte stoppes indtil sikkerheden var i orden igen.

- Det er en del. Og de kender alle sammen reglerne, så det er ikke godt nok, siger tilsynschef i Midt- og Nordjylland Gitte Møller Jensen til TV2/Nord.

Især på to områder blev sikkerheden ikke overholdt.

- Der var især mange steder med nedstyrtningsfare og maskinsikkerhed. Her var der ikke sikret ordentligt, så de arbejende kunne falde ned fra ti meters højde eller komme for tæt på de store maskiner, siger Gitte Møller Jensen.

De 27 steder skal derfor forbedre sikkerheden. For inden for kort tid kommer arbejdstilsynet igen på besøg for at tjekke op. Desuden står flere af stederne til at få en bøde for den manglende sikkerhed.

- Flere af de 27 steder får en bøde. Men det er endnu for tidligt med et specifikt antal, da det skal forbi vores jurister først, siger Gitte Møller Jensen.

På landsplan blev 152 steder tjekket. På 85 af byggepladserne levede sikkerheden ikke op til kravene.


Seneste nyt

fra Nordjylland