Sikkerhedschef: DBU's forslag dur ikke

Det hjælper ikke at etablere en stikkerkultur blandt fansene eller at rømme hele tribunen, hvis man vil tilskuerurolighederne til livs i dansk fodbold. Det mener sikkerhedschefen på Energi Nord Arena.

Som reaktion på blandt andet tilskuerurolighederne i Brøndby i søndags, fremsatte DBU i morges et løsningsforslag. I det stod blandt andet, at fans opfordres til at udpege de fans, der kaster eller tænder fyrværkeri. Hvis ikke synderen findes, skal hele afsnittet rømmes for tilskuere.
Men det er ikke den rigtige vej at gå, mener sikkerhedschefen for Energi Nord Arena.

- Det kan ikke lade sig gøre! Hvis man nu har 4000 fodboldfans, og to af dem laver ballade, skal man så straffe kollektivt og sende alle 4000 ud? Jeg tror ikke på det, det gør jeg altså ikke, siger sikkerhedschef Paul Andersen til Tv2/Nord

Og den udlægning deler Bruno Brix. Han er politikommissær ved Nordjyllands Politi og fast indsatsleder ved AaB's hjemmekampe. Han ser det som en stor risiko, hvis man tømmer en tribune for tilskuere.

- Det vil ikke bare give problemer uden for stadion, men også enorme problemer inde på stadion, hvis man vælger at tømme en hel tribune for tilskuere. Det hidser alt for mange tilskuere op, siger Bruno Brix til TV2/Nord.

I det hele taget virker meldingen fra DBU noget forhastet på Energi Nord Arenas sikkerhedschef:

- Nu har jeg meget stor respekt for Allan Hansen, men sådan et forslag, det er noget drastisk. Jeg så hellere, vi fik nogle udvidede beføjelser, så vi kunne registrere de voldelige fodboldfans med navn og billede. Så kunne vi tre måneder efter se, hvem det var, der havde kastet et romerlys.

På Energi Nord Arena har man for længst udvidet sikkerhedszonen mellem udeholdets tilskuere og det nærliggende børneafsnit, ligesom man har sat en stor plexiglasrude op som skillevæg mellem udeholdets tilskuere og familieafsnittet.

Hverken sikkerhedschefen eller stadiondirektør Jens Smed forventer tilskueruroligheder til lørdagens hjemmekamp mod OB, der betegnes som en lavrisikokamp.


Seneste nyt

fra Nordjylland