Sildeprisen stiger ikke i Aalbæk

Selvom kvoten falder og efterspørgslen stiger, så risikerer vi ikke at skulle af med ekstra penge for vores påskesild.

Det kan vel næppe kaldes påske uden sild, sådan har mange danskere det nok. En tanke der altid har skabt stor omsætning hos Launis fiskekonserves i Aalbæk. Men en halvering i kvoten af den populære norske sild skabte bekymring for, at det i år ville koste en mindre formue at få den delikate spise på bordet til påskefrokosten. En bekymring direktøren for Launis dog gerne vil skyde ned.

- Vores sild bliver ikke dyrere. Høstsilden fiskes omkring september-december. Det er klart, at den efterspørgsel der var på den sild i efteråret har gjort, at prisen er steget, men det kommer ikke yderligere op, siger Adm. Direktør Gert Nielsen til TV2 Nord.

Det er særligt lande som Rusland og Nigeria der de senere år har fået øjnene op for sild og den forholdsvis billige pris fisken har. Det skete i en periode, hvor kvoten var høj og man kunne klare den stigende efterspørgsel. Men nu er kvoten gået ned, efterspørgslen den samme, og så betyder det pristigninger, dog ikke lige før påskesilden.

- Jeg har snart været med i 30 år. Vi har set det samme mønster før. Men udbud og efterspørgsel plejer at jævne sig ud over tid, så det vil jeg også tro det gør denne gang. Men jeg må indrømme, at det er en hård tid vi går igennem i disse år, siger Gert Nielsen.

Launis fiskefabrik har eksisteret i 53 år. Gert Nielsen er tredje generation der driver familievirksomheden.


Seneste nyt

fra Nordjylland