Simon Kollerup: S stiller modkrav til tørkeramt landbrug

02:41

Vi vil gerne hjælpe landbruget, men vi stiller modkrav til hjælpen, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem, Simon Kollerup

Socialdemokratiet er bekymret for landbrugets situation, men understreger at landbruget selv skal komme med forslag til, hvordan det kan blive mere robust.

Der tegner sig efterhånden bred politisk enighed om, at landbruget står i en helt ekstraordinær krisesituation på grund af de seneste uger varme og så godt som ingen regn, og også Socialdemokratiets fødevareordfører, nordjyske Simon Kollerup er bekymret.

- I Socialdemokratiet  bliver bekymrede, når landmænd knækker sammen på grund af tørken, og et dygtigt erhverv er presset, så vi er klar til at forhandle med regeringen om at hjælpe landbruget. Vi er klar til at diskutere det hele. Men samtidig har vi forventninger om, at landbruget kommer med bud på, hvordan erhvervet selv kan styrke sig, således at erhvervet fremadrettet er så robust og stærkt, at et enkelt års tørke, ikke trækker bunden ud af velfungerende landbrugsbedrifter som i år, siger Simon Kollerup.

Han mener, der er forskellige muligheder, og Socialdemokratiet er åbne for at diskutere det hele. En af muligheder kunne ifølge Simon Kollerup være at se på forskellige ejerformer i landbruget. 

- Jeg tror, der er forskellige veje, en af dem er at udnyttet det fulde potentiale af forskellige ejerforme, og jeg vil gerne i dialog med landbruget omkring, hvordan vi når målet, siger Simon Kollerup.

Dansk landbrug befinder sig ifølge landbruget selv i en form for undtagelsestilstand efter en meget lang periode med minimal nedbør. Ikke siden 1970'erne har man haft så tørt et forår og en sommer som i år.

- Landbrugserhvervet er dygtigt, men tydeligvis skrøbeligt, og det skal vi have ændret, så vi kan få robusthed og styrke og rank ryg ind i landbruget igen, siger Simon Kollerup.

Også Dansk Folkeparti og Venstre er klar på at hjælpe landbruget ekstraordniært økonomisk. 

- Men hvis man skal ind og give decideret tørkehjælp i år, er det en forventning fra vores side, at landbruget viser, hvordan de kan stå mere på egne ben, siger Socialdemokratiets Simon Kollerup.

I næste uge skal der i EU stemmes om et forslag, der vil gøre det muligt at slå brakmarker og bruge det til dyrefoder. Landbrugsstyrelsen har allerede nu leveret vejrdata for Danmark til Kommissionen med henblik på, at danske landmænd også bliver omfattet af forslaget, som derefter skal implementeres.

Flere nyheder fra TV2 Nord