Sindal Lufthavn er lettet

Den lille Sindal Lufthavn har i dag svært ved at få flyvingerne ned. 10 års kamp for at få staten til at sænke lufthavnens afgifter ser nu ud til endeligt at lykkes.

En dag som i dag er der kun to fly, der lander i Sindal Lufthavn. Men selvom lufthavnen er en af landets mindste, skal den betale 280.000 kroner for Trafikstyrelsens kontrol af sikkerheden.

- Det synes jeg er urimeligt. Det er en stor belastning på budgettet for en lille lufthavn som vores, siger Lene Frandsen, der er formand for Sindal Lufthavn til TV2/Nord.

Transportministeren synes tilsyneladende også det er urimeligt. Han foreslår derfor nu at alle danske lufthavne får sat udgiften til sikkerhedstjek ned. Sindal Lufthavns regning bliver halveret. Men forslaget skal først igennem Folketinget, og derfor tør man ikke glæde sig for meget i Sindal.

- Jeg er jo vendelbo, så jeg vil se det før jeg tør tro på det, siger Lene Frandsen.

Hvis Sindal Lufthavn drejede nøglen om ville de koste lokale skattekroner. Sammen med lufthavnen ligger nemlig flyværkstedet Scan Tech med 17 arbejdspladser. Derfor har Venstre politikeren Karsten Lauritzen presset på, for at få lufthavnens afgift sat ned.

- Hvis vi vil skabe vækst og udvikling, så er det vigtigt at vi skaber gode rammebetingelser for virksomhederne, så de har mulighed for at udvikle sig, siger Karsten Lauritzen (Venstre).

Sindal Lufthavn budgetterer med et underskud på 1,4 millioner kroner i år. Det tal bliver lidt mindre med en afgiftsnedsættelse. Fra næste år trækker Frederikshavn Kommune sig ud, og så er der kun Hjørring Kommune til at betale regningen.

- Jeg synes jo stadig at Sindal Lufthavn er virkeligt stort aktiv for Hjørring Kommune. Jeg ser mange muligheder herude, siger Lene Frandsen, der også er Venstre byrådsmedlem i Hjørring Kommune.

Aalborg Lufthavn kommer også til at nyde godt af afgiftsomlægningen. Her vil man spare en kvart million hvert år.


Seneste nyt

fra Nordjylland