Sindal Marked afviser heste på grund af dødelig virus

For første gang nogensinde skal Sindal Marked afholdes uden heste.

Sindal Marked bliver med garanti festligt, og vejrguderne ser endda ud til at tilsmile kræmmere og gæster med masser af sol i Kristi Himmelfarts-ferien hvor markedet afholdes.

Her skal der handles, skåles og danses, og mens det helt sikkert kommer til at afstedkomme masser af grin og glade grimasser, er det lige så sikkert, at man ikke kommer til at hør vrinsk til Sindal Marked.

31. udgave af Sindal Marked bliver nemlig den første uden heste. På grund af et udbrud af den dødelige hesteherpes tør man nemlig ikke lade hestehandlerne stille an på Sindal Marked.

- Vi har besluttet, at vi vil gå med sikkerhedssko og sige nej til heste. Det kan godt være man siger at udbruddet er begrænset, men vi vil ikke være markedet hvor smitten spreder sig, så vi tager ingen chancer, forklarer Henrik Pedersen, der er talsmand for Sindal Marked og medlem af markedsudvalget.

Smitter ikke mennesker

Det er virussen herpesvirus 1, der i øjeblikket frygtes hos hesteejere over det meste af landet.

Virussen blev først konstateret på Fyn, og er siden kommet til Jylland. Søndag kunne TV Midtvest fortælle, at en pige fra Bjerringbro i sidste uge fik sin hest aflivet på grund af sygdommen - og at Morsø Rideklub har udskudt et stævne med 200 heste af samme grund.

Sygdommen kan smitte fra hest til hest, men mennesker kan også være bærere af sygdommen - uden selv at være smittede. Smittes en hest, kan den få feber, lammelser og drægtige hopper kan risikere at abortere.

Ikke det store hestemarked

Sindal Marked har aldrig - og bliver aldrig - det store hestemarked og Henrik Pedersen vurderer da heller ikke, at det kommer til at betyde det store for markedsoplevelsen, at man ikke tager heste ind i år.

- Der er jo ikke så mange heste længere, og vi har heller aldrig haft ret mange sammenlignet med for eksempel Hjallerup Marked. Men det betyder da nok, at der kommer til at mangle 20.25 heste, og så bliver der heller ingen ponyridning for børnene, siger Henrik Pedersen.

- Og det er da træls, men vi vil altså hellere gå med livrem, seler og sikkerhedssko end vi vil risikere noget.

Fakta: Hesteherpes

  • Herpesvirus 1 forårsager feber, luftvejslidelser, lammelser og eventuelt abort hos drægtige hopper.
  • Sygdommen starter oftest som en luftvejsinfektion med feber og hoste. Efter ca. 2 uger kan der tilstøde lammelser.
  • Virussen smitter primært som dråbeinfektion fra luftvejene ved såvel direkte kontakt fra hest til hest samt indirekte kontakt via tøj, skotøj, trailer, foder og udstyr til heste osv.
  • Der kan også forekomme smitte fra andre legemsvæsker.
  • Hestens herpesvirus 1 smitter ikke mennesker.
Kilde: Seges.

Seneste nyt

fra Nordjylland