Sindal-ulykken: Mor så ikke bilen

39-årig mor gav sin treårige hjertemassage.

I sagen om Sindal-ulykken, der i dag kører for Retten i Hjørring, er den 39-årige mor, der førte bilen med sine fire børn i, netop blevet afhørt.

Hun bad, før hun afgav sin forklaring, om at den tiltalte Lasse Burholt blev ført ud af retslokalet. Hendes mand, børnenes far, var med hende i retten og satte sig under moderens forklaring blandt tilhørerne.

Den 39-årige kvinde fortalte retten, at hun og børnene var på vej hen til nogle venner, som børnene skulle i Fårup Sommerland med og at hun havde kørt på Lendumvej hvor ulykken skete, mange gange før.

- Jeg tog farten af og blinkede. Så kiggede jeg frem og så ingen bil, fortæller moderen i retten.

- Og så drejede jeg. Jeg havde ingen fornemmelse af, at der kom nogen mod mig, fortsætter hun. Hun forklarer at hun hverken hører en bil dytte eller hvin fra en bils bremser. Og så blev bilen ramt.

- Jeg kunne godt se, at det ikke var godt, men jeg forsøgte så godt jeg kunne at genoplive C (hendes treårige søn red.), fortæller kvinden der er læge og er vant til at arbejde med svære traumer. Hun lod en anden om at ringe 112.

Hendes mand sad under forklaringen og græd blandt tilhørerne hvor af flere også græd.


Seneste nyt

fra Nordjylland