Sjællandske elever tomler gennem Nordjylland

Højskoleelever fra Sjælland har sat sig for at få en alternativ studietur og skal opleve den nordjyske landsdel ved at tomle rundt og på bare 28 timer.

Man behøver ikke nødvendigvis at hoppe på en flyver for at få sig en god ferieoplevelse. Faktisk er det nok bare med en tommeltot og en sovepose.

Det er budskabet når en gruppe højskoleelever fra Sjælland i denne uge besøger Vester Thorup Højskole i Nordjylland og deltager i projektet ”Nordjylland rundt på tomlen”.

De skal tilbringe de næste 28 timer i Nordjylland, hvor de skal se så meget af landsdelen og møde så mange nordjyder som muligt.

Eneste regel er: man må kun lade sig transportere ved at blaffe.

- Det er for at vise, at man faktisk også godt kan rejse lokalt, og man kan finde eventyret – det eksotiske – i det nære. Man behøver ikke flyve til Cuba eller New Zealand eller noget. Man kan faktisk godt komme ud på et sindssygt eventyr i Nordjylland, fortæller Carsten Theede, der er initiativtager til Blaffernationen.

Undervejs skal de nå bestemte steder og løse både mulige og umulige opgaver, der skal skabe dialog med de nordjyder, der forhåbentligt vil give dem et lift på vejen.

I en lille by med mange blaffere på én gang krævede dagens opgave dog en smule tålmodighed - og charme.

- Man skal være en fest. Man skal stå og vinke, og man skal få øjenkontakt og man skal smile, være glad, virke som om man er en fest at få med ind i bilen, fortæller Carsten Theede, der er initiativtager til Blaffernationen.

Og efter en halv times venten og med et smil på læben var der endelig hjælp at hente, tirsdag aften var status for de sjællandske blaffere, at de var nået til Thisted efter lift med seks forskellige bilister.


Seneste nyt

fra Nordjylland