Når man har boet i den samme almene bolig i 30 år, har man en historie eller to at fortælle. Sådan er det i hvert fald for 74-årige Else Thomassen, der har boet i Grønnegården i Skalborg i en god portion af sit liv.

- Jeg gik i lære som sygeplejerske, men så fik jeg en bule på maven, et år før jeg blev færdig. Så jeg blev aldrig sygerplejerske, og det kan jeg godt ærgre mig lidt over i dag, siger Else Thomassen.

Til gengæld fik hun sin datter, og senere fik hun også kæresten Ole, som hun var sammen med i 27 år. Om lejligheden i Grønnegården og om kolonihaven, hvor han endte med at hænge sig selv fra en bjælke på den overdækkede terrasse for nogle år siden.

Det var Else Thomassen selv, der fandt ham og måtte ringe efter politiet.

- Politiet spurgte så, om jeg kunne skære ham ned selv. Nej, det ved Gud i himlen jeg ikke kunne. "Hvad laver du da?" Jeg fiser og farer rundt herude med en smøg i kæften. Og jeg skreg og skældte ham ud for det værste møg, fortæller Else Thomassen.

Hun slutter sætningen med et hæst grin.

Fra blakket ry til ventelister

Navnet har altid lydt idyllisk: Grønnegården. Men i mange år har boligafdelingen i Skalborg haft et negativt ry.

De hvide boligblokke, der tilhører Hasseris Boligselskab har ligget skjoldede og næsten trøstesløse hen ved foden af Skalborgbakken, og en del af hverdagen var i lang tid spektakler, vold og ildspåsættelser. Sådan er det ikke længere. I 2013 begyndte Hasseris Boligforening på en omfattende renovering for næsten 500 millioner kroner af de i alt 492 lejligheder i Grønnegården. Så i dag fremstår de moderne og stilrene, og ventelisten til en bolig i området er lang.

Men hvad er det for nogle mennesker, der gemmer sig bag de nu næsten nye facader? Hvad er det for nogle liv, de lever? Hvad har årene i Grønnegården budt på af nedture og opture? 

For Else Thomassen på 74 år var hendes kæreste selvmord et lavpunkt. Og hun har aldrig fået svar på, hvorfor han gjorde det. En gennemsøgning af alle skabe og skuffer gav ikke noget resultat, intet afskedsbrev, ingen forklaring.

Men det forhindrer hende ikke i at nyde livet stadigvæk - og at trække i de højhælede sko og gå til dans i Vejgaard-hallen, når musikken er rigtig god. Og nu har hun efterhånden boet så længe i Grønnegården, at hun ikke kan forestille sig andet.

- Jeg flytter ikke herfra, før jeg skal bæres ud i en hvide kasse, griner hun.

Hæklingen tog over for alkoholen

I en anden lejlighed bor 52-årig Anette Madsen. Hun har været beboer i Grønnegården siden 1988 og har set det udvikle sig fra et belastet område til noget helt andet. I dag er der både fælleshus, kulturcafé og projektkontor, hvor beboerne kan komme hinanden ved, gå til kurser, spise sammen og få svar på praktiske spørgsmål om boligsikring og udsættelse af husleje.

Anette Madsen har aldrig haft et rigtigt arbejde. Drømmen om at blive sygeplejerske brast, da hun missede optagelsen til gymnasiet. I stedet begyndte hun at omgås de forkerte mennesker, og hun fik en alkoholisk kæreste, der også fik hende til at drikke.

- Jeg har været alkoholiker i 15-17 år. I perioder trak jeg mig tilbage og gik på Antabus. Så tog jeg til Frederikshavn og gemte mig hos min mormor, fortæller Anette Madsen.

I dag har hun dog lagt alkoholen på hylden, og hun er begyndt at tjene sine egne penge. Hun er nemlig underviser i Grønnegårdens fælleshus, hvor hun som del af et samarbejde mellem aftenskolen AOF og boligselskabet lærer sine medborgere at hækle.

Det har ikke altid været et let liv, men Anette Madsen fortryder ingenting.

- Det med at drikke og værtshuslivet ville jeg da godt leve om igen. For jeg har sgu haft det sjovt. Det synes jeg i hvert fald selv. Det har givet mig nogle gode ting i min rygsæk, som jeg ikke ville have været foruden, siger Anette Madsen.

- Folk er søde til at hilse

Tina Hollner blev i sin tid født i den forkerte krop. Hun kom til verden som en dreng. Men det var en fejl.

- Lægerne mente, jeg var en dreng. Det forstod jeg ikke, siger Tina Hollner.

Så i 2008 rejste hun til Thailand og betalte 40.000 kroner af egen lomme for en kønsskifteoperation. 

- Hjernen går den ene vej, og kroppen går den anden. Så der er en konflikt i dig, som du ikke kan løse med andet end en operation, som jeg så fik i Bangkok, fortæller Tina Hollner.

Så hun betalte gladeligt pengene for endelig at komme til at bo i en krop, der passede til hende. Også fordi operationen i Thailand kun kostede en brøkdel af, hvad det ville have kostet hende i Danmark.

- Som de sagde derude: Der er garanti på operationen, men ingen returret. Det var jeg nu heller ikke interesseret i, griner Tina Hollner.

Grønnegården er hendes hjem på godt og ondt. Huslejen er lige i til den høje side, når man er på kontanthjælp, som hun er - til gengæld er folk generelt ret søde til at hilse. Kun engang imellem oplever hun, at folk kigger mærkeligt på hende, når hun siger hej på gaderne og stierne.

Men det tager Tina Hollner ikke så tungt. 

Se flere skæbner i programmet "Mangfoldigt liv i Grønnegården" her.