Skærpet straf til dødsbilist

Den 25-årige mand fra Svenstrup, der ved Retten i Aalborg blev idømt 15 måneders ubetinget fængsel for at forsage to menneskers død ved et færdselsuheld, fik mandag skærpet sin dom i Vestre Landsret.

Retten idømte den unge mand et år og seks måneders ubetinget fængsel for uagtsomt at have dræbt de to unge mennesker, der var med i bilen, da han kørte galt. Dermed er dommen skærpet med tre måneder. Samtidig fratages han retten til at køre bil i otte år.

Trafikuheldet fandt sted ved Mariendals Mølle i Aalborg den 11. april sidste år. I spirituspåvirket tilstand kørte han cirka 130 kilometer i timen på en motorvejstilkørsel, hvor der var en hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen på grund af vejarbejde.

Den 25-årige mistede herredømmet over bilen og kørte frontalt ind i et betonautoværn, hvorefter den sammenkrøllede bil endte på taget. To passagerer - en 19-årig kvinde og en 23-årig mand - mistede livet ved uheldet.

Ud over fængselsstraffen og frakendelsen af kørekortet er den unge mand blevet pålagt at betale en kontant erstatning til ofrenes forældre.


Seneste nyt

fra Nordjylland