Skæv fordeling af politiets fotovogne

Er fotovogne til for trafiksikkerhed, eller er de bare pengemaskiner? Som TV2 Nord har afsløret, så har fem mennesker mistet livet på strækningen mellem Aabybro og Fjerritslev. Alligevel er det ikke her politiet sætter ind med mere hastighedskontrol.

Anne Nielsen kører ofte på hovedvej A11 mellem Aabybro og Nørresundby, og her er fotovogne ikke et sjældent syn.

- Jeg ser dem stort set hver gang, vi kommer forbi. Rigtig tit, siger Anne Nielsen.

Og det er måske ikke så mærkeligt. Tal fra Nordjyllands Politi viser, at politiet på netop den strækning i perioden 1. januar 2014 til 1. september 2015 har foretaget 67 fartkontroller. Og Anne Nielsen er ikke den eneste, der har lagt mærke til det.

- Jeg synes tit, de holder der på den strækning fra Nørresundby og til Aabybro, hvor der er 70 km/t begrænsning og man tidligere måtte køre 80. Det synes jeg virker mærkeligt, siger jens Christensen

I samme periode, 1. januar 2014 til 1. september 2015, er der på den anden side af Aabybro og ud til Fjerritslev foretaget 44 målinger. Den del af hovedvej A11 er ellers dobbelt så lang som strækningen mellem Aabybro og Nørresundby, og inden for de seneste femten måneder har fem mennesker mistet livet i trafikuheld på den strækning.

- Jeg tror ,det handler om at få nogle penge i statskassen, siger jens Christensen

- Selvfølgelige betyder de uheld noget. Et uheld er et for meget. Det er svært at ligge et præcis kontroltryk. Det kan være, der går fem år, før der sker et uheld igen. Så jeg synes der er et pænt stort kontroltryk, siger Ole Juul Schmidt, der er vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi.

Der er ikke registreret nogen dødsulykker på Strækningen mellem Aabybro og Nørresundby de sidste to år. På store dele af strækningen er hastighedsbegrænsningen forholdsvis lav med 70 km/t.

- Gennemsnitshastigheden er noget over hastighedsbegrænsningen på stedet. Og det er jo en del af vores arbejde - at sænke hastigheden. Bare få km kan gøre forskellen, siger Ole Juul Schmidt.

På landsplan er der i 2015 på finansloven budgetteret med, at fartbøder skal give 600 millioner kroner i statskassen.

- Det er da fordi der kommer flere til Aalborg end til Fjerritslev. Det handler om Penge. Men jeg håber da også det nedsætter farten lidt, når folk ved, at de er der, siger Sanne Nikolajsen, der er fra Arentsminde.

- Det handler om penge, penge, penge, penge, siger Erling Vestenbæk, der ligeledes er fra området.

Nordjyllands Politi afviser, at økonomi har noget med placeringen af fartmålerne at gøre

- Jeg synes, der er et pænt stort kontroltryk. Vi har 10.000 km vej strækning og prøver at sprede målere bedst muligt, siger Ole Juul Schmidt, der er vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi.

Men fra borgere i området lyder det, at de burde placeres anderledes

- De skulle sætte lidt mere fokus på altså den anden vej, for der er jo en grund til, der sker så mange trafikdrab den anden vej. Folk ved godt, at der ikke er så meget kontrol, og så kører de ofte lidt hurtigere den vej, siger Anne Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland