Skal reddes af vejrguderne: Tiden rinder ud for World Cup-stævne

Der skal snart noget komme noget mere vind - ellers må arrangørerne droppe at afholde konkurrencen ved Cold Hawaii. Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Surferne kommer heller ikke på vandet ved Klitmøller onsdag. Tiden render lige så stille ud og prognoserne er ikke lovende - søndag ligner dog en blæsedag, siger arrangørerne.

Vinden og bølgerne er stadig for ustabile ved Cold Hawaii til, at man kan sende surferne på vandet til World Cup-konkurrencen. Surferne har været samlet ved vandet i Klitmøller siden mandag, men endnu er der ikke blevet konkurreret, fordi vejret har været for dårligt.

Der er dog stadig håb forude. Man skal bruge seks timer for at afholde konkurrencen, og man har indtil søndag til at få afviklet konkurrencen.

Hvis der ikke kommer bedre vejr inden, må man opgive at gennemføre konkurrencen, og så surferne må surferne forlade Danmark uden at have dystet om et eneste verdensranglistepoint.

- Kommer der ikke noget mere vind, må vi opgive at afholde konkurrencen. Det er en del af vilkårene og ikke så unormalt i den her verden. Men vi er stadig fulde af optimisme, og vejrprognoserne ser gode ud søndag, siger eventmanager Robert Sand og fortsætter:

- Det er ligesom ved skikonkurrencer. Hvis der ikke er noget sne, kan man heller ikke gennemføre konkurrencerne. Hvis der ikke er vind eller bølger, kan vi heller ikke afholde konkurrencen, siger han.

Man har i alt brugt omkring to millioner kroner på World Cup-stævnet ved Cold Hawaii. Af dem er cirka halvdelen betalt af offentlige skattekroner.