Skattestigninger i Frederikshavn

Kommunekassen er gabende tom, og gælden er på over en milliard. Nu ser byrådet ingen anden vej end at søge om lov til at hæve skatten.

Der skal findes 80 millioner kroner i budgettet for 2014, og de 50 millioner skal trækkes op ad borgernes lommer. I 2011 søgte Frederikshavn Kommune om lov til at hæve skatten med en hel procent, men fik kun lov til at hæve den med 0.4 %. Nu vil kommunen have lov til at hente de 0.6 % der mangler.

- Der er ikke nogen vej uden om, hvis vi vil bevare den service vi har overfor borgerne i dag, siger borgmester Lars Møller til TV2/Nord.

Frederikshavns Kommune har en gæld på over en milliard kroner, og årligt skal der betales i omegnen af 100 millioner kroner i renter og afdrag. Befolkningstallet daler og daler, og der bliver færre og færre til at betale kommunens regninger.

Det er et enigt byråd der søger Økonomi- og Indenrigsministeiet om lov til at kradse flere kroner ind. Men skattestigningen er ikke andet end en engangsforestilling, der lige kan holde kommunen ovenvande i det kommende budgetår. På længere sigt skal der ske meget mere drastiske ting.

- Vi er nødt til at gå ind og se på, hvad vi kan undvære, hvad vi kan lukke og hvilke tilbud vi ikke længere har råd til. Det kræver politisk mod, og det håber jeg snart vi har, siger borgmesterkandidat for Socialdemokratiet Birgit Hansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland