Skeletter ødelagt af skybrud

Formiddagens skybrud har sat en stopper for arkæologiske udgravninger i Aalborg, og flere dages arbejde er tabt.

Mandagens heftige regnvejr får store konsekvenser for de udgravninger, som Nordjyllands Historiske Museum er i gang med på Niels Ebbesens Gade i Aalborg.

Arkæologerne er i gang med at udgrave gaden, hvor der ligger en gammel kirkegård. Udgravningerne sker omkring Vor Frue Kirke i Aalborg, hvor der i omkring 700 år har fundet begravelser sted. Museet graver skeletter og kistehåndtag op. Men dagens regnvejr har sat en pludselig stopper for udgravningerne.

- Der er nu tre store huller fyldt med vand, der hvor vi har gravet, siger arkæolog Bente Springborg fra Nordjyllands Historiske Museum. Hun frygter, at de skeletter, som de var ved at grave op, er ødelagte eller værre endnu, at de svømmer væk.

- Skeletterne bliver fuldstændigt ødelagte af alt det vand, og de begynder at smuldre, og måske de endda flyder væk. Det her betyder, at vi nærmest skal starte helt forfra, siger Bente Springborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland