Skideballen skal komme fra Kuhn

02:09

1 af 2

Trænerteamet bag Superligaens tophold supplerer hinanden til toppræstationer.

Det er spillerne der scorer mål, og holder modstanderne fra at gøre det samme, men bag alle gode fodboldhold, står et godt trænerteam. I AaB hedder makkerparret Kent Nielsen og Allan Kuhn og baseret på Superliga-tabellens øjeblikkelige udformning og spillernes præstationer, er de et rigtig godt hold.

- De supplerer hinanden rigtig godt. Jeg synes Kent er en rigtig god træner, og har med det her AaB-hold vist, hvordan han har formået at sætte et hold sammen fra bunden. Mange har snakket om, at han er utroligt defensivt orienteret, men der har han gjort alles påstand til skamme. Han har virkelig gjort det godt med det hold her og vist, at vi sagtens kan spille offensivt, siger Nikolaj Thomsen og fortsætter:

- Kuhn er en fantastisk fyr, han kommer med masser af energi og god glæde til træningen og formår virkelig at skabe en god stemning omkring holdet. Og så har han sine pligter omkring dødboldene, og det gør han også rigtig godt, siger kantspilleren, som er en af de spillere, der er blevet bygget op af makkerparret Kent og Kuhn.

- De komplimenterer hinanden godt med styrker og svagheder, og der er ingen tvivl om, at vi har et rigtig godt trænerteam, også med Poul Erik Andreassen og Poul Buss, supplerer den mere rutinerede Kasper Risgård, der kom tilbage til klubben til denne sæson, og er faldet mere end godt ind i det spilkoncept, der har høstet utallige roser fra kommentatorer og de øvrige trænere i ligaen.

Har man set en AaB-kamp har man formentlig også set Kent Nielsen stå på sidelinjen og råbe - ofte når holdet er foran. Og man har uden tvivl også set Allan Kuhns begejstring kontra Kent Nielsens afdæmpethed, når kampen fløjtes af, og tre point i hus. En stil, der går igen på træningsbanen.

- Jeg er nok den mere kontante og hårdhændede - ja direkte, lad os kalde det det. Allan er god til også at komme omkring dem, som i perioder også har brug for et skulderklap og også - ikke fordi jeg er humørløs - holde det gode humør i en spillertrup, siger cheftræneren.

Og med streg under chef i cheftræner, er det helt naturligt, at de to spillere, når de bliver spurgt, hvem de helst vil have en skideballe af, vælger Allan Kuhn.

- Det skal de! Kent er cheftræneren, han er den kontante og hårde, og skal være beslutningstageren, hvor jeg skal komme bagefter og være filteret, der kan høre på følelserne, så det giver sig selv, synes jeg, siger Allan Kuhn.

Makkerparret vil dog ikke tage æren for holdets præstationer og placering i tabellen.

- Det er godt med et trænerteam, der fungerer godt, men det er stadig spillerne, der toppræsterer i øjeblikket. Kuhn og Kent er en del af et trænerteam og der er mange, der yder et bidrag, som gør at helheden fungerer. Men først og fremmest er det spillertruppen, der indholdsmæssigt, viljemæssigt toppræsterer lige nu, siger Kent Nielsen.

- Det er holdet, der vinder fodboldkampe og det er trænerens skyld, når man taber, og det lever jeg fint med. Overordnet yder trænerteamet deres bidrag, men det er spillerne, der er hovedaktører, slutter han.

Flere nyheder fra TV2 Nord