Skift skole eller betal selv dit buskort

 Skift skole eller betal selv dit buskort

Syv skoleelever fra Gedsted i Himmerland har pludselig mistet retten til gratis skolebus. De er nemlig kommet i klemme i kommunalreformen.

Vil ikke skifte skole
Skift skole eller betal selv dit buskort. Den besked har de syv elever fra Gedsted nær Aalestrup netop fået.

- Jeg vil ikke skifte skole. For nu har jeg lige vænnet mig til nye kammerater og lærere. Og så vil det være svært at begynde forfra, siger Betzy Kirkegaard.

Ingen lokal overbygning
Betzy og de andre har netop afsluttet 8. klasse på Skals Skole i Viborg Kommune, fordi der ikke er overbygning på skolen i Gedsted. Men efter sommerferien vil Vesthimmerlands Kommune ikke længere betale deres buskort.

- Vi er utilfredse med, at vi ikke har fået orientering fra kommunen om den ekstra udgift, vi bliver pålagt, siger Betzys far, Michael Kirkegaard.

Besked på håndskrevet post-it-seddel
Eneste - og lidt specielle - besked kommer fra elevernes klasselærer

- Jeg fik bare den her gule post-it seddel med en nummer til Viborg Kommune. Her sagde de, at det nu var Vesthimmerlands Kommune, vi skulle snakke med, siger Susanne Aagaard, mor til Sofie.

Buskort til 400 kr. om måneden
Forældrene har ringet til Vesthimmerlands Kommune. Herfra er beskeden, at eleverne kan skifte til Farsø Skole, hvis de ikke vil betale de omkring 400 kr. om måneden.

- Vi har haft et frit valg på en offentlig skole og så kan man ikke lave det om midt i det hele, når de skal til eksamen til næste år, siger Michael Kirkegaard.

Ferieramt kommune afviser
Kommunen er ferieramt og kan ikke svare på alt i sagen. Men ordførende direktør Mogens Kristensen siger:

- Forældrene vidste godt, at Skals Skole ikke ville være en del af vores tilbud efter kommunalreformen. Og burde derfor have fået at vide, at vi kun ville betale transporten i ét år.

Men forældrene afviser at have fået noget at vide, da de for snart halvandet år siden valgte overbygningsskole.

- Vi har intet vist om den ordning. For så havde vi nok valgt på en anden måde, siger Michael Kirkegaard.


Seneste nyt

fra Nordjylland