Skodder skyld i brand

Foto: Per Frank Paulsen

En beboer i et hus i Sønder Rubjerg måtte en tur på sygehuset til observation for røgforgiftning efter en brand natten til tirsdag. Branden er formentlig startet efter et askebæger er tømt i en skraldespand.

En mandlig beboer i et hus på Lønstrupvej i Sønder Rubjerg mellem Løkken og Hjørring måtte natten til tirsdag omkring klokken to løbe ud af sit hus, da han opdagede, at der var røgudvikling i husets køkken. Han kunne selv tilkalde hjælp.

Branden forårsagede skader på inventaret i køkkenet men blev slukket inden den spredte sig til resten af bygningen. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Kristensen.

Den mandlige beboer i huset havde tidligere på aftenen tømt et askebæger i skraldespanden i køkkenet, og ifølge vagtchefen er det formentlig gløder fra askebægeret, der har ligget og ulmet og siden startet branden.

Beboeren blev efterfølgende kørt til sygehuset til observation for røgforgiftning, da han havde fået en del røg på vej ud af huset, men han er ikke i livsfare. Ifølge vagtchef Karsten Kristensen kan beboeren formentlig se frem til en bøde for den uforsigtige adfærd.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord