Skørpingfirma skal opføre kæmpe solvarmeanlæg i Letland

Skørpingfirmaet Arcon-Sunmark skal opføre et enormt solvarmeanlæg i Letland Foto: Arcon-Sunmark

Arcon-Sunmark skal bygge et solvarmeanlæg i Letland, som bliver det største i Europa og det første i hele Baltikum.

Byen Salaspils i Letland får i 2019 et gedigent nordjysk aftryk. Der skal opføres et solvarmeanlæg, som bliver det største i Europa, hvis man ser bort fra Danmark, og det bliver det første af sin slags i hele Baltikum.

Anlægget, som får et solfangerfelt på 21.672 kvadratmeter, svarende til 1.720 solfangere, får en årlig produktion på 12.000 MWh, og det er nok til at dække 20 procent af det årlige varmeforbrug i Salaspils.

Det er Skørping-virksomheden, som skal bygge det enorme anlæg, og virksomheden ser store perspektiver i den nye ordre.

- Salaspils er en vigtig milepæl for udbredelsen af solvarme i Europa. Det er første gang, at der udvikles et stort anlæg i Baltikum, og med en årlig produktion på 12.000 MWh er det endda et anlæg af en vis kaliber. Det vil uden tvivl blive et referenceprojekt for andre fjernvarmeværker i Europa, siger Ole Dalby, CEO i Arcon-Sunmark.

I Letland er der også glæde over, at anlægget nu er meget tættere på at blive en realitet.

- Vi har arbejdet på dette projekt siden 2014, hvor vi deltog i en fjernvarme-konference i Danmark. Formålet er at reducere vores CO2-udledning og blive mere uafhængige af fossile brændsler. Samtidig giver solvarme os mulighed for at producere vedvarende energi til en fast lav pris i mindst 25 år, siger Ina Berzina-Veita, bestyrelsesmedlem, Salaspils Siltums.

Arcon-Sunmark har opført solvarmeanlæg på fire kontinenter, og man oplever i øjeblikket, at der i Europa er en stor interesse for vedvarende energi og i særdeleshed stor-skala solvarme. Ikke mindst solvarmeanlægs lave omkostningsniveau og høje grad af fleksibilitet, hvor man relativt enkelt kan sætte det sammen med en række andre energikilder, gør solvarme til et solidt alternativ til fossile brændsler.

Projektet i Salaspils udvikles i samarbejde med den baltiske energispecialist Filter SIA. Filter SIA og Arcon-Sunmark ser nu på mulighederne for yderligere projekter i Baltikum.

00:28

Skørping-virksomheden Arcon-Sunmark skal bygge et solvarmeanlæg i Letland, som bliver det største i Europa og det første i hele Baltikum.

Luk video

Flere nyheder fra TV2 Nord