Skole erkender ulovligt kursus

Aalborg Tekniske Skole hentede ukrainske landbrugselever hertil med ulovlige uddannelsestilbud. Uddannelsen er nu taget af programmet.

Det var forkert at lokke 31 ukrainske landbrugselever til Danmark for at tage en uddannelse, som er ulovlig. Det erkender Aalborg Tekniske Skole mandag efter et møde med Undervisningsministeriet.

- Skolen har over for Undervisningsministeriet beklaget, at den har igangsat en uddannelsesaktivitet, der ligger uden for loven om erhvervsuddannelser - og dermed ikke er tilskudsberettiget, siger skolens vicedirektør Keld Skovsgaard.

De ukrainske landbrugselever skulle deltage i skræddersyede kurser til unge østeuropæere, men Undervisningsministeriet tvivlede på, at kurserne opfyldte kvalitetskravene til at få statstilskud og havde derfor bedt om en redegørelse.

Ifølge Keld Skovsgaard påtager skolen sig det økonomiske ansvar over for Undervisningsministeriet.

- Vi har fået tilskud af Undervisningsministeriet til disse kurser. Det viser sig at være ulovligt, og de penge betaler vi nu tilbage, siger han og beklager endvidere, at skolen dermed har bragt ukrainerne i en situation, hvor de ikke kan få den uddannelse, de forventede.

Uddannelsen skulle efter planen være begyndt mandag. En del af ukrainerne er i stedet søgt ind på andre landbrugsuddannelser, andre er i praktik, mens nogle er taget hjem til Ukraine.

Ifølge vicedirektøren har Aalborg Tekniske Skole ikke modtaget penge fra ukrainerne for uddannelsen.

/ritzau/

Forsiden lige nu