Skole fritstiller forfatter

Den meget omtalte forfatter, Louise Østergaard, er i dag blevet fritstillet fra sit job som lærer på en specialskole i Farsø i Vesthimmerlands Kommune.

Louise Østergaard udgav i sidste uge romanen "ord", der handler om hendes forhold til digteren Yahya Hassan. Yahya Hassan, der var anbragt på Solhaven i Farsø - og som var elev på specialskolen - indledte som 16-årig et forhold til Louise Østergaard, der var 22 år ældre og som både var hans lærer og kontaktperson.

Hans digte om blandt andet dette forhold er siden udgivelsen sidste år solgt i over 100.000 eksemplarer. I Louise Østergaards roman beskrives forholdet, der blandt andet betød, at hun blev skilt.

Louise Østergaard ønsker ikke overfor TV2/Nord, at kommentere sin fritstilling. Men hun bekræfter, at det er sket og at det ikke er kommet helt overraskende.

TV2/Nord erfarer, at begrundelsen blandt andet er, at man ikke i et lille samfund kan leve med den voldsomme offentlige interesse, der er fulgt i kølvandet på begge bøger.

Skolelederen ved specialskolen ønsker ikke at kommentere på sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland