Skole giver tilskud til unges Sport2Go-pas

Flere skal dyrke idræt, elevernes sociale kompetencer skal styrkes, og fraværet skal ned. Det er målet for en uddannelsesinstitution i Aalborg, der derfor bakker økonomisk op om at eleverne er idrætsaktive med et Sport2Go-pas.

45 elever fra Media College i Aalborg har sagt ja tak til, at skolen betaler for, at de får motion.

Media College er en af Danmarks største erhvervsskoler indenfor medieproduktion og en del af Tech College Aalborg.
Skolen har tilbudt alle 150 grundforløbselever at betale halvdelen af et Sport2Go-pas. 45 sagde ja tak og kan hver dag efter skoletid shoppe rundt mellem 25 forskellige idrætstilbud.

Sport2Go er et samarbejde mellem DGI Nordjylland, Aalborg Kommune, lokale idrætsforeninger og andre aktørerer.

Sport2Go giver unge ubegrænset adgang til 25 forskellige idrætsaktiviteter lige efter skoletid, og det har været en kæmpesucces allerede i debutsæsonen, efteråret 2010.

Kilde: DGI


Seneste nyt

fra Nordjylland