Se udsendelsen: Skoleelever har produceret nyheder for TV2 Nord

Et nyt forløb for erhvervspraktikanter hos TV2 Nord har givet folkeskoleelever mulighed for selv at prøve kræfter med at producere en nyhedsudsendelse.

Kasper Aastrøm og Amalie Andersen er to af deltagerne på TV2 Nords Masterclass. 
Kasper Aastrøm og Amalie Andersen er to af deltagerne på TV2 Nords Masterclass. 
Foto: Sofie Bach

Aldersgennemsnittet på TV2 Nords redaktion har været sænket betydeligt i uge 41. For på gangene på tv-stationen har syv unge fra 8. og 9. klasser i Nordjylland været i erhvervspraktik.

Folkeskoleeleverne har haft en uge til at prøve kræfter med at interviewe, optage og redigere, og de har også fået mulighed for at være studieværter for en dag. 

En af de unge er 14-årige Amalie Andersen, der normalt går i 9. klasse på Lundergårdskolen i Hjørring.

- Det har været virkelig godt, og jeg er meget tilfreds. Jeg er blevet bekræftet i, at det er journalist, jeg gerne vil være, siger hun.

Sammen med seks andre elever har hun deltaget i det nye forløb for erhvervspraktikanter, der bliver kaldt TV2 Nord Masterclass. 

Til forskel for tidligere, hvor erhvervspraktikanter var med journalister og fotografer på opgave, har de unge i denne uge selv prodceret tre tv-indslag og en nyhedsudsendelse. Resultatet kan ses i toppen af artiklen. 

- Jeg har fået meget læring og mange oplevelser ud af forløbet. Og jeg har rent faktisk lavet noget selv. Det er mig, der har filmet og sørget for teknikken til det indslag, Amalie og jeg har lavet, forklarer 16-årige Kasper Aastrøm fra Astrup-Sønderskov Friskole, der sammen med Amalie Andersen har stået for et indslag om uddannelsespres på gymnasier.

Motiverede ansøgninger

Det nye forløb er blevet tilrettelagt af tre journalister fra stationen. Sofie Bach, Jeppe Hostrup og Tommy Hald. Foruden planlægningsarbejdet har journalisterne været med hele ugen og hjulpet og guidet erhvervspraktikanterne i det journalistiske arbejde på en tv-station.

- Praktikanterne har selv søgt om at komme i praktik her og har i deres ansøgning kommet med idéer til indslag. Det er de idéer, vi har taget udgangspunkt i, mens de har været her. De har altså været med fra idé til færdigt produkt, siger Jeppe Hostrup, der er journalist på TV2 Nord.

Det er ifølge journalisterne med til at skabe en ansvarsfølelse hos de unge og et ejerskab over det færdige produkt, at de er med i hele processen. Det virker til, at det har fungeret godt for de unge.

- Jeg vil i hvert fald anbefale det til andre, slår Kasper Aastrøm fast.

Her kan du se nyhedsudsendelsen fra TV2 Nord Masterclass 2019: 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland