Skolelærere skal lære at programmere

Foto: Aalborg Kommune

Lærere fra otte skoler i Aalborg Kommune skal lære at programmere, så de kan lære det videre til deres elever. Det er der nemlig efterspørgsel på i erhvervslivet.

Et nyt samarbejde mellem skoleforvaltningen i Aalborg Kommune og University College Nordjylland (UCN) skal gøre 14 folkeskolelærere fra otte af kommunens skoler, til sande guruer indne for programmering.

Samarbejdet er en del af "Projekt Naturfag for alle gennem programmering", som er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 384.000 kroner og når de 14 lærere er kommet gemmen deres undervisningsforløb skal de udgøre et programmeringskorps, som skal støtte alle kommunes skoler til at bruge programmering i de naturfaglige fag, hvor undervisningen skal foregå eksperimenternde og problemløsende.

På Bislev Skole uden for Nibe viser man det gode eksempel. Her har man i faget ViTek arbejdet med programmering og nu følger andre skoler så trop. Fokus er rettet mod at gøre interessen og motivationen for naturfag større samtidig med at man få både drengene og pigerne med.

- Gennem arbejdet med ViTek erfarer jeg, at både piger og drenge på mellemtrinnet er utroligt optaget af hvilke processer, de skal igennem, og hvilke færdigheder de skal have for eksempelvis at kunne lave deres egne computerspil. Det er meget konkret for eleverne. For at lave et computerspil er det nødvendigt at kunne et programmeringssprog”, fortæller Mikael Jensen, lærer på Bislev skole og fortsætter:

- Ude i erhvervslivet er der også bud efter unge med it-skabende kompetencer, og hvis eleverne møder programmering i folkeskolen, får flere sandsynligvis øjnene op for, at dette også kan være et fremtidigt job.

De otte skoler, der sender lærere på skolebænken er, udover Bislev Skole, Nibe Skole, Sofiendalskolen, Tornhøjskolen, Gudumholm Skole, Sønderholm Skole, Hals Skole og Gandrup Skole.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord