Skolen for de kloge børn

Mentiqa i Aalborg er den eneste skole i Nordjylland, der er for højt begavede børn. Der findes kun to lignende skoler i hele landet. Foto: Jesper Lange

Friskolen Mentiqa Nordjylland i Aalborg er én ud af kun tre skoler i landet, der er for højt begavede børn. Mange af de højt begavede børn ender der, efter mange mislykkedes år i folkeskolen.

For lidt over et år siden flyttede Jeppe Møller fra Jetsmark Centralskole i Kaas og over på friskolen Mentiqa i Aalborg. Folkeskolen har for ham været en svær oplevelse:

- Jeg havde det svært med de andre, og jeg havde det svært med mig selv, fortæller han.

I ottende klasse besluttede Jeppe at skifte skole:

- Jeg lærte ikke nok, og til sidst syntes jeg ikke, at der var noget at komme efter mere. Jeg kunne mange af de ting, vi skulle lære, i forvejen, og så blev jeg lidt ligeglad og blev meget indadvendt, siger han.

På sin tidligere skole følte Jeppe Møller sig anderledes end de andre børn og holdt sig meget for sig selv:

- Jeg blev aldrig moppet, men jeg havde slet ikke de samme interesser som de andre elever, så jeg isolerede mig og begyndte at dyrke filosofi og politik helt vildt og spillede guitar hele tiden, fortæller han.

Mentiqa Skolen blev etableret for tre år siden i Aalborg. I dag går her 58 elever fra både Nord - og Midtjylland.

- 80 procent af vores elever kommer fra et skoleforløb, hvor de har oplevet en form for svigt. Det er helt fra at blive holdt udenfor og være isoleret, mobning og så til decideret skolekollaps, hvor de ikke deltager i undervisningen og ikke kommer på skolen, fortæller skoleleder på Mentiqa i Aalborg, Kim Callesen.

Efter at Jeppe Møller har flyttet skole, har han fået det bedre. Han føler, at han lærer meget mere, og han føler sig heller ikke længere så anderledes:

- For mig var det en kæmpe opløftning at komme herover. Undervisningen her er mere tilpasset den enkelte elev, og så følte jeg også, at der endelig var nogen, jeg passede med, siger han.

For skoleleder Kim Callesen er det uforståeligt, at skolevæsenet ikke kan rumme de højt begavede elever:

- Jeg synes jo, at det er grotesk, at vi her på skolen har 58 elever, som ikke kan rummes i skolevæsenet. Alle børn har ret til et godt skoleliv, og jeg synes, at det er trist, at de kvikkeste hjerner risikerer at gå tabt.

Har du et godt tip?