Skoletaske-shopping er ikke for sarte tegnebøger

I næste uge ringer det ind til første skoledag efter ferien, og det kan mærkes i forældrenes pung.

Der er smarte skoletasker, der er ergonomiske skoletasker og nogle af dem er sikkert begge dele.

Det kan være en jungle at vælge den helt rigtige skoletaske til sit barn, og samtidig kan det også koste kassen.

2.800 kroner for en startpakke

Ifølge Nordea koster en startpakke med taske, penalhus, madkasse, drikkedunk og gymnastiktøj i gennemsnit 2.800 kroner.

- Vores datter ville gerne have haft en skoletaske til 1000 kroner, men der var vi inde og sige nej. Det bliver hurtigt meget med tasker til tre børn, og vi skal også kunne være med på prisen, siger Eva Maria Werner fra Aalborg, der ude og shoppe skoletasker til sine to piger.

I taskeforretningerne Neye og Bog og Idé i Aalborg langer de den ene skoletaske over disken efter den anden, og her oplever de, at forældrene kommenterer på priserne.

- De køber jo meget, og der er mange, der også får et chok over, hvor store beløbene bliver. Det løber jo op, siger Kamilla Brik Pedersen, der er salgsassistent i Bog og Idé i Aalborg.

- Mange bliver chokeret over prisen, men de ved også, at lige så snart, det er en taske, der kan bruges, så er de også villige til at spendere lidt mere på den, siger Cecilie Rommerdahl, der er eleve i Neye i Aalborg.

Neye og Bog og Idé, forventer at få rigtig travlt op til børnenes skolestart, og ifølge dem svarer denne periode til deres anden julehandel.

Fem fede råd til valg af skoletaske

1. Størrelsen skal være rigtig
Tasken må ikke være længere eller bredere end barnets ryg. Den skal flugte med ryggen og må ikke stikke for langt bagud. Den skal sidde ind til ryggen og over numsen.

2. Stropperne skal kunne justeres
Justerbare stropper er gode, da de kan fordele taskens vægt. En brystrem mellem skulderstropperne kan sikre stabiliteten og holde tasken ind til ryggen.

3. Store skoletasker bør undgås
Det er en dårlig idé, at købe en stor taske, som barnet kan ”vokse i”. Den ender bare med at blive fyldt op og dermed blive for tung.

4. Mange lommer er ingen fordel
Det er ingen fordel med mange lommer, som kan fyldes, da det kan forskyde vægten af tasken uhensigtsmæssigt. Undgå også at pakke tunge ting uden på tasken. For eksempel en fyldt drikkedunk eller en gymnastiktaske.

5. Prøv tasken
Det er en god idé, at barnet prøver tasken i butikken. Pas på med at købe billigere skoletasker på nettet, med mindre barnet har prøvet modellen først.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk - Bettina Gerbola, ergoterapeut. Ergonomikonsulent på Forbrugerrådet Tænks test af skoletasker 2015.

Seneste nyt

fra Nordjylland