Skørping får Jyllands første evighedstræer

Rebild Kommunes borgmester indviede tirsdag eftermiddag de første evighedstræer i Jylland.

Nogle helt særlige træer var tirsdag eftermiddag genstand for større opmærksomhed. Træerne står på Purkervej i Skørping og er over 250 år gamle. Tirsdag eftermiddag blev træerne - der er bøgepurker - indviet som Jyllands første evighedstræer.

Både Rebilds borgmester, Anny Winther, og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening var med til indvielsen.

For at blive et Evighedstræ, skal træet leve op til en række kriterier, bl.a. skal træet have stor biologisk værdi, men det er også afgørende, at træet fx har meget stor æstetisk, historisk eller anden social værdi. Og det må man sige, at bøgepurkerne i Skørping har.

- Disse bøgepurker er meget høje og markante i vores lokale miljø, fortæller formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Rebild, Anette Bruun Hansen.

At bøgepurkerne er noget særligt for området, fremgår da også af mange stedbetegnelser: Hele det område i Skørping, der ved adressen benævnes Fræer Purker og skoven Nordre Purker samt Purkevej, har været kendetegnet ved disse træer.

Ved at udnævne de fire bøgepurker til Evighedstræer, har ejeren forpligtet sig til at bevare og beskytte træerne længst muligt.


Seneste nyt

fra Nordjylland