Skråen holder fast i glasflasker til skovkoncert: - Jeg følte mig bange

Flere gæster mener, at glasflaskerne til Skråens skovkoncerter i Aalborg skaber farlige situationer.

Til Skråens skovkoncerter, der bliver afholdt ved siden af Kunsten i Aalborg, flyder det med glasflasker, og det skaber farlige situationer.

Sådan lyder det i hvert fald fra flere gæster, der mener, at man nemt kan falde og komme til skade eller få en flaske kastet i nakken. 

quote Vi var nervøse. Jeg er ellers en mand i min bedste alder, men der blev jeg bange.

Jens Michon

En af de gæster er Jens Michon, der sammen med sine kone var taget til Kim Larsen koncert i fredags. 

- Vi var nervøse. Jeg er ellers en mand i min bedste alder, men der blev jeg bange, siger Jens Michon. 

Til koncerten stod de sammen med en pige, der var faldet og havde skåret sig på en af glasflaskerne. Nu håber Jens Michon, at hans opråb vil få Skråen til at blive bedre til at rydde op under koncerterne.

- Problemet er, at du ikke kan komme af med dine flasker under koncerten. Der plejer at være en masse børn, der hygger sig med at samle pant ind, men de var helt væk i år, siger Jens Michon. 

Glas har ikke været et problem

Skråens ledelse tager dog ikke kritikken så tungt. Den daglige leder hos Skråen, Jørgen Nissen, forklarer, at man blandt andet bruger glasflaskerne, fordi de er nemmere at bære henover tilskuerrækkerne.

Skråens ledelse har aldrig opfattet glasflaskerne som et problem, og der er ikke nogen, der er kommet på sygehuset på grund af flaskerne.

Han afviser at skifte over til plastikkrus. 

- Klagen (fra Jens Michon red.) er en enlig svale. Folk føler sig ikke generelt utrygge til vores koncerter. Det er det mest miljøbevidste at bruge glasflasker, så når der ikke er nogen problemer, så der ingen grund til at skife til plastik, siger Jørgen Nissen.

quote Klagen er en enlig svale. Folk føler sig ikke generelt utrygge til vores koncerter.

Jørgen Nissen, daglig leder hos Skråen

Hvordan ville du have det med, at nogen gæster kom til skade, fordi de fik kastet glasflasker i hovedet?

Det sker slet ikke til vores koncerter, så derfor er det ikke relevant. Det er det samme som at spørge - hvordan ville du have det med, at der faldt en flyver ned? Det sker ikke, så det er ikke relevant. 

Jens Michon håber dog alligevel på, at Skråen i fremtiden vil blive bedre til at rydde flaskerne op undervejs.

Skråen fortæller, at de ikke oplever problemer med glasflaskerne. Er du ikke bare en brokrøv?

Nej, det er jeg ikke. Skråen skal være deres ansvar bevidst, når der er nogen, der ikke føler sig sikre. Vi har følt os trygge til tidligere koncerter, men det gjorde vi ikke i fredags, siger Jens Michon.


Seneste nyt

fra Nordjylland