Skråen mister status som regionalt spillested

Det kendte spillested mister sin status som regionalt spillested. Studenterhuset i Aalborg og Det musiske Hus i Frederikshavn er begge udnævnt af Kunstrådets Musikudvalg.

Kunstrådets Musikudvalg har behandlet 29 ansøgninger om at blive regionale spillesteder i perioden fra den 1. januar 2009 til den 31. december 2012.

Det betyder farvel til Skråen som regionalt spillested. Studenterhuset i Aalborg bevarer sin status og Det musiske Hus i Frederikshavn kan nu også bryste sig med titlen.

I Aalborg er Skole- og Kulturrådmand Henrik Thomsen (SF) både glad og overrasket.

- Jeg glæder mig naturligvis over, at Studenterhuset fastholder sin status som regionalt rytmisk spillested. Studenterhusets programprofil tager i høj grad sigte på at støtte vækstlagsmusikken og de smalle genrer. I det hele taget synes jeg det er et fortjent skulderklap til såvel medarbejdere, programudvalg og frivillige fordi Studenterhuset netop har haft en klar målsætning om at tiltrække nye og spændende musik af en høj kvalitet, siger han og fortsætter:

- Til gengæld er jeg meget overrasket over, at Skråen er blevet siet fra og dermed ikke bevarer sin status. Skråen har netop gennem sit engagement i Nordkraft arbejdet hen imod at etablere scener netop beregnet for vækstlagene og de smalle genrer kombineret med mere plads til større musikarrangementer. Beslutningen kommer ikke til at påvirke det samlede Nordkraft-projekt. Men det ærgrer mig meget at man åbenbart ikke har lagt vægt på det blandede scenekoncept.


Seneste nyt

fra Nordjylland