Skrald hober sig op i landsby

I over et halvt år har beboerne på Elkærvej i Skelund boet ved siden af et faldefærdigt hus, som nu har udviklet sig til en regulær losseplads.

Huset på Elkærvej 20 i landsbyen Skelund har stået tomt siden august måned. De sidste lejere raserede huset fuldstændigt og flyttede sidste sommer uden at rydde op. Siden da har ukendte gerningsmænd læsset mere og mere affald af på grunden, og der ligger nu en kæmpe bunke affald bestående af alt fra kaffemaskiner til, fjernsyn, computere, madrasser og støvsugere.

Borgerne i Skelund er godt trætte af byens nye "losseplads":

- Det er simpelthen frygteligt at se på. Jeg bliver nærmest deprimeret af at kigge ud af mit vindue. Og så har jeg det også sådan, at det er helt pinligt at invitere gæster, siger Helle Christensen, der bor overfor bygningen.

Helle Christensen har forgæves forsøgt at få ejeren af grunden til at rydde op. Efter at have set rotter, fik hun nok og kontaktede Mariagerfjord Kommune. Kommunen satte rottegift op på grunden, men fik ikke ejeren til at rydde op. Efter at have klaget forgæves til kommunen flere gange, har både Helle Christensen og Skelund Landsbyforening fået nok:

- Det er chokerende, at der skal gå så lang tid, når man klager, når der ser så slemt ud, som der gør. Det er for dårligt, der skal gå så lang tid, hvor der ingenting sker. Det er jo ikke bagateller det her, siger Helle Christensen.

Elkærvej 20 tilhører udlejeren Leif Henriksen, som også ejer fire andre forfaldne huse på Elkærvej. Landsbyforeningen har opfordret Mariagerfjord Kommune til at rive tre af husene ned, fordi de mener, at de skræmmer nye tilflyttere væk:

- Det er klart, at når man ser, hvordan der ser ud her, så tænker man hallo, her skal jeg ikke bo. De huse bringer virkelig skam over byen, siger Jess V. Laursen, formand for Skelund Landsbyforening.

Ejeren af Elkærvej 20, Leif Henriksen, udlejer boliger gennem sit firma Leifs Lejeboliger i Hadsund. Han har ikke ønsket at kommentere sagen.

Huset på Elkærvej 20 dannede desuden ramme om det gidseldrama, der udspillede sig i oktober sidste år, hvor en 25-årig kvindelig fremviser af huset blev truet af en mand med et gevær, som bagbandt hende og stjal hendes bil.

Formand for Teknik og Milj i Mariagerfjord Kommune, Preben Christensen, anerkender problemet. Han fortæller, at kommunen har givet ejeren af Elkærvej flere påbud om at få ryddet op.


Seneste nyt

fra Nordjylland