Skraldemænd tilbage i arbejde efter indrømmelser

Efter et forhandlingsmøde mellem forvaltningen og 3F torsdag formiddag er de 100 renovationsarbejdere, der nedlagde arbejdet torsdag morgen, tilbage i arbejde.

Efter godt fire timers arbejdsnedlæggelse torsdag morgen og formiddag besluttede de omkring 100 renovationsarbejdere fra Aalborg Forsyning, der klokken 6.30 nedlagde arbejdet, at gå tilbage i arbejde. Det fortæller Claus Pedersen, der er formand for den offentlige gruppe i 3F Aalborg.

- Vi har holdt et forhandlingsmøde med kommunaldirektøren og og direktøren for forvaltningen her til morgen, og det sluttede med, at de påtaler, der er kernen i de her uoverensstemmelser, blev trukket tilbage, fortæller Claus Pedersen

- Der er kommet nye oplysninger frem, og på den baggrund trak de påtalerne tilbage. Derudover beklager de de gener, det har påført de ansatte, at man er kommet med de her påtaler, forsætter han.

Sagens kerne er, at et ansættelsesudvalg 20. juni blev indkaldt til møde. Her blev de orienteret om, at der var blevet lækket personfølsomme oplysninger, og at de skulle forberede sig på at blive indkaldt til tjentslige samtaler. Det resulterede i mundtlige advarsler til to tillidsvalgte medarbejdere, men ifølge Bruno Bunch, der er 3F-tillidsmand havde beskyldningerne intet på sig. En udlægning forvaltningen nu, efter at have modtaget nye oplysninger, kunne tilslutte sig.

- Der var aftalt et møde med ledelsen i dag klokken 13, men da de ansatte nedlagde arbejdet imorges og sagde, at de var klar til at genoptage det med et øjebliks varsel, hvis forhandlingerne gik som ønsket, blev mødet rykket frem til klokken 8, og nu er det hele så overstået, fortæller Claus Pedersen.

- Der er DGI Landsstævne og Nibe Festival, og vi har allesammen kun interesse i, at Aalborg tager sig ud fra sin bedste side, siger 3F-formanden.


Seneste nyt

fra Nordjylland