Skrappere krav om lodspligt på fjorden

Erhvervs- og vækstministeren vil skærpe kravene om lodspligt i flere danske fjorde og havne.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) vil skærpe kravene om lodspligt i flere danske fjorde og havne - blandt andet Aalborg Havn i Limfjorden.

- Sikkerheden til søs prioriteres højt, og sikkerheden ved vores vitale anlæg, som sikrer trafikken, skal være i top. Jeg har derfor bedt Søfartsstyrelsen om at skærpe reglerne om lodspligt, siger Ole Sohn i en pressemeddelse.

Det sker efter en 75 meter lang coaster tilbage i marts sejlede ind i Jernbanebroen over Limfjorden. Skaderne på broen blev så omfattende, at broen først kan tages i brug igen til november.

De nye krav vil betyde, at skibe helt ned til 53 meter, som skal passere Jernbanebroen, får lodspligt. Det vil fordoble antallet af skibe, der skal tage lods ombord.

- Når havarikommissionens rapport foreligger, vil vi se på, om der er behov for at foretage andre tiltag til at forbedre sikkerheden, og om den skærpede grænse for lodspligt bør justeres. Vi skal gøre, hvad vi kan for, at en lignende ulykke ikke sker igen, siger ministeren.


Seneste nyt

fra Nordjylland