Skrothandler vil fjerne biler

En skrothandler fra Skagen vil hjælpe Frederikshavn Kommune med at fjerne biler fra Knivholt Autoophug, der har for mange biler..

Torsdag fortalte TV2/Nord om en autoophugger i Frederikshavn, som har alt for mange biler stående. Knivholt Autoophug har tilladelse til at have 500 biler, men der står omkring 1300 biler, altså 800 for mange. En del står ulovligt uden plader ved vejen, og ejerne er idømt bøder, der efterhånden er løbet op i 200.000 kroner, fordi bilerne ikke bliver fjernet.

Torsdag lød det fra formanden for plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, John Christensen, at man ikke vil fjerne bilerne på ejerens regning, som det er sket andre steder, da vognmanden ikke kan være sikker på at få sine penge for opgaven.

Men nu har en skrothandler fra Skagen meldt sig på banen. Karsten Drastrup, indehaver af KD Handel og Transport, lever af at miljøbehandle og skrotte biler, og han vil gerne hjælpe kommunen med at hente de 800 biler, som Knivholt Autoophug har for meget. Karsten Drastrup tilbyder 250 kroner pr. bil. Normalt tilbyder KD Handel og Transport 2000 kroner for en bil til skrot, men det er inklusive statens skrotningspræmie på 1750 kroner.

- Vi lever ikke af de samme. Jeg skrotter bare bilerne, mens de sælger reservedele. Så det er ikke et spørgsmål om konkurrence, men et spørgsmål om, at jeg gerne vil hjælpe ham og hjælpe kommunen, siger Karsten Drastrup.

Byrådsmedlem Carsten Sørensen (DF) bakker op om ideen. Han mener, det kan løse problemet og samtidig kan betalingen for bilerne hjælpe Knivholt Autoophug til at betale bøderne.

Formand for plan- og miljøudvalget, John Christensen, mener til gengæld ikke, at problemet skal løses på den måde.

- Det er ikke den rigtige metode at få en til at komme og hente bilerne. På den måde vil det være os, der løser problemet og ikke Knivholt Autoophug. Vi ønsker, at de selv får styr på problemet, siger John Christensen (V).

Kvinholt Autoophug har ansøgt kommunen om at få udvidet tilladelsen, så de må have flere biler. John Christensen oplyser, at Frederikshavn Kommune er i gang med at behandle ansøgningen.

Et af kravene for at få den udvidede tilladelse er, at de biler, der står ulovligt parkeret ved vejen, bliver fjernet.


Seneste nyt

fra Nordjylland