Skuffelse i Farsø - glæde på Mors

 Skuffelse i Farsø - glæde på Mors

Regionsrådet har vedtaget den nye sygehuseplan efter en marathon-debat. Der skal bygges et nyt sygehus til 1,5 milliarder kroner i Himmerland.

Efter mere end fire timers intens debat vedtog Regionsrådet for Nordjylland tirsdag en ny sygehusplan for Region Nordjylland. Og planen blev vedtaget næsten i overensstemmelse med det, som et flertal af medlemmer fra Venstre og Socialdemokraterne var blevet enige om på forhånd.

Undtagelsen fra det ventede var, at sygehuset på Mors får lov til at fortsætte uændret. I det oprindelige forslag skulle dette sygehus lukkes, men TV2/Nord erfarer, at natlige forhandlinger førte til at bevare sygehuset i Nykøbing. Til gengæld ville regionsrådsmedlemmerne fra Thy og Mors så stemme for opførelsen af et nyt stort sygehus i Himerland.

Og sådan blev det. Sygehusene i Hobro og Farsø lukkes. I stedet opføres et nyt sygehus til omkring 1,5 milliarder kroner i Himmerland. Placeringen er endnu ikke endeligt fastlagt, men det ventes, at det kommer til at ligge nord for Hobro.

Terndrup sygehus nedlægges i sin nuværende funktion, og det samme gør Brovst sygehus. Frederikshavn sygehus reduceres på beredskabet, mens sygehusene i Brønderslev, Dronninglund og Skagen fortsætter uændrede.

Den fremtidige udbygning af det nordjyske sygehusvæsen skal primært ske i Hjørring og Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland