Skuffet Lauritzen om V-resultat: - Det er langt under niveau

Både Venstre og Karsten Lauritzen personligt gik tilbage ved Folketingsvalget, og selvom Lauritzen kan fortsætte som en del af regeringspartiet, skuffer resultatet.

Karsten Lauritzen gik voldsomt tilbage i sit personlige stemmetal ved valget igår. Han blev stadig en af de mest populære kandidater, men ligesom partiet Venstre, tabte han vælgere.

- Venstre er gået tilbage og så har jeg lånt nogle af mine stemmer ud til blandt andet Søren Gade, og det har jeg det rigtig godt med.

- Jeg har fået et godt valg i Hjørring hvor jeg stiller op og også i Himmerland hvor jeg er er opvokset. Og jeg kan se at der er en klump på over 8000, der stemmer på mig, og det er jeg rigtig godt tilfreds med, siger Karsten Lauritzen.

Venstre fik både i Nordjylland og på landsplan et skidt valg, og det huer ikke Karsten Lauritzen.

- Det er langt under det niveau, der er Venstres naturlige leje og det leje Venstres politik fortjener, så måske vi skal være bedre til at forklare, hvad det er man får, når man stemmer på Venstre. Det har vi måske ikke gjort godt nok i den forgangne periode, så der er lidt at tygge på, samtidig med at vi får lidt valgflæsk her ved DR Nordjylland, slutter han.


Seneste nyt

fra Nordjylland