Skunk-gartner fra Frederikshavn fanget i Tyskland

En vietnamesisk mand, der i 2014 flygtede fra arresten i Frederikshavn, er efter mere end et år på fri fod, tilbage bag tremmer. Mandag skal han have sin dom.

16. juli 2014 flygtede to vietnamesiske mænd fra arresten i Frederikshavn. Her sad de varetægtsfængslet for at have dyrket og fremstillet 24 kilo hash og være i besiddelse af 426 skunkplanter i et ulovligt skunklaboratorium i Frederikshavn.

De to mænd, der begge er i starten af 20'erne blev anholdt 6. maj 2014 og sad altså varetægtsfængslet i Frederikshavn i godt to måneder inden de, ved at kravle ud gennem et vindue, stak af.

Mere end et år senere, i september 2015, lykkedes det så at få anholdt den ene af de to mænd. Han blev registreret af tysk politi, og da der var udsendt en international arrestordre på ham fra Danmark, blev han anholdt.

- Vi fik ham så udleveret i december, og nu er det så blevet tid til at han skal have sin dom, fortæller advokaturchef Torben Kauffmann Sørensen, der skal i Retten i Hjørring mandag.

Han betegner den unge mand som en af de lavere rangerede i den ulovlige operation - en af gartnerne.

- Så hans straf bliver formentlig ikke en af de længste, men vi fangede ham jo med fingrene i kagedåsen, så han får meget svært ved at løbe fra det.

Manden er sigtet efter den paragraf 191 i straffeloven om fremstilling og videresalg af euforiserende stoffer. Den har en strafferamme på 10 års fængsel, men kan ved skærpende omstændigheder kan give helt op til 16 år i skyggen.

Den anden af de to vietnamesere er endnu ikke blevet fundet.


Seneste nyt

fra Nordjylland