Skybrud over Nordjylland

Risiko for lokale skybrud i Nordjylland og Midtjylland, men intet i forhold til skybruddet i København.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler skybrud i løbet af søndag eftermiddag. Regnskyllet vil fortrinsvis ramme Nord- og Midtjylland, fortæller vagthavende meteorolog Steen Rasmussen.

Aalborg var ved 14-tiden allerede ramt af kraftig regn, der langsomt bevæger sig mod syd. Især har området mellem Vodskov og Nørresundby fået meget vand, så viadukten under motorvejen på Gammel Høvej står under vand.

- Det mulige skybrud kan formentlig slet ikke tåle sammenligning med, hvad der ramte København i begyndelsen af juli, siger Steen Rasmussen.

- Da vinden kun er svag fra nord, så kan regnen "stå stille" i længere tid, og det kan give risiko for skybrud lokalt. Midt på eftermiddagen var regnområdet på størrelse med et areal svarende til Bornholm, vurderer meteorologen.

København blev 2. juli ramt af et kraftigt skybrud, som fik flere tusinde kældre til svømme over. Der er tale om et skybrud, når der falder over 15 millimeter regn i løbet af en halv time.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland