Skydegal 40-årig varetægtsfængsles

Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)

Den 40-årige mand, som onsdag aften skød med et jagtgevær fra en lejlighed i Aalborg varetægtsfængsles i fire uger.

Ejeren af det jagtgevær, som onsdag aften blev brugt til at affyre skud fra en lejlighed på Øster Sundby Vej i Aalborg mod bygninger på den anden side af gaden, er blevet fængslet.

Den 40-årige mand blev i løbet af dagen i dag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor det kom frem, at han ikke har tilladelse til våbenet. Kombineret med, at han onsdag aften affyrede skuddene, blev han derfor varetægtsfængslet i fire uger. Han sigtes for overtrædelse af våbenloven og for at sætte andres liv i fare, fortæller Susanne Hansen til Nordjyske.dk.

De fire øvrige, som var til stede ved festen, hvor der blev skudt, blev alle løsladt. Der var tale om tre mænd på 33, 44 og 44 år og en kvinde på 46 år.

Hør vagtchef, Frank Liltorp, fra Nordjyllands Politi fortælle om gårsdagens hændelse øverst.